Stressfri Søndag
Du vågner søndag formiddag, men bliver liggende i sengen fordi det er hviledag (og måske også fordi du har tømmermænd). Du insisterer faktisk på at blive i sengen indtil du bliver for rastløs eller for sulten til at blive liggende. Du ved godt at det gør det frustrerende besværligt at falde i søvn i aften og hvad det betyder for mandag morgen, men det er FORBUDT at tænke på mandagen, på sin hviledag. I dag skal man bare slappe af og lade op til den kommende uge. Det har du både brug for og krav på. Og afslapning betyder at lave mindst muligt hele dagen. Maden behøver du heller ikke stå for selv, for om søndagen skal man ikke tænkte på så usexede ting som ”sundhed”. I dag skal man forkæle sig selv, og det gøres bedst med slik, sodavand, pizza og en hel dag på sofaen, med favoritfilm og -serier. Men der er et problem: Du slapper ikke af. Du er rastløs. Mandagen dukker op i tankerne igen og igen, selvom du holder fast i, at næste uge ikke eksisterer før den begynder. Efter et par timer, kan du ikke længere finde en stilling på sofaen, der er behagelig, men du bliver liggende i pruttende protest mod fornuften, der for alt i verden ikke må komme ind og forstyrre din hellige hviledag.
Det begynder at blive mørkt. Der opstår, kortvarigt, lidt stress over at dagen – og dermed ugen – snart er forbi, men du forsøger aktivt at ignorere det. Det ville måske have været rart bare at have udrettet lidt … nej, FY! Det er i sandhed blasfemisk blot at tænke sådan på sin hviledag. Lige i dag skal man altså have fri – HELT fri – også selvom du havde det i går. I dag må man ikke skulle skulle noget. Søndagens hellighed skal respekteres også selvom man ikke tror på andre helligdomme. Den SKAL være fri for arbejde. Fri for stræben efter at blive bedre. Fri for planlægning og pligter. Fri for sport, træning, målsætninger og selviscenesættelse og ikke mindst fri for forventninger – både andres og dine egne. Der er kun forventningen om, at dagen bliver god, at den giver dig den hvile du har brug for, for at kunne stå imod når hverdagen fra i morgen igen udfordrer. Men du må gå skuffet i seng. Mens du vender og drejer dig et par timer inden du endelig kan finde ro, måske kun få timer før du skal op igen, står det lysende klart: i dag var ikke nogen god dag og i morgen er du helt sikkert ikke ladet op til ugen. Men næste søndag gør du det samme. Medmindre du er frisk på at prøve noget nyt. Noget der ikke bare gør søndagen til den bedste dag på ugen, men faktisk gør den kommende uge meget nemmere.
Søndag er den værste dag på ugen
Søndagsdepression og angst for mandagen – hvad end denne er fyldt med undervisning eller arbejde – er et kendt fænomen. Det har sågar både et folkeligt navn: the Sunday blues og en videnskabelig betegnelse: søndagsneurose. Hviledagen burde være den bedste dag på ugen, men er faktisk anerkendt som den dag på ugen, hvor vi har det værst. For mange, især unge mennesker, hænger det til dels sammen med massive tømmermænd. Løsningen herpå er åbenlys, men ikke desto mindre svær at implementere. Udover alkohol er weekenden alt for ofte fyldt til randen med dårlig mad, dårlig samvittighed, for lidt eller for meget søvn og for lidt fysisk aktivitet. Der er et pres på for at weekenden skal genere lykke nok til hele ugens behov, da behovet ofte ikke opfyldes i hverdagene. Forventningen om en god weekend, og ikke mindst en god søndag, er ofte i skarp kontrast til hvad man i virkeligheden oplever. Det er i sig selv skuffende, men kombineret med en følelse af at være bagud, allerede inden næste uge starter, sikrer at søndagen afsluttes i en tilstand af ubehagelig utilfredshed. Men det er mere end frygt og fejlagtige forventninger, der forpurrer din hviledag. Der er en generel forståelse for at man kun bliver opladt af fuldstændig fysisk inaktivitet. Så efter at have ligget 8 timer i sengen – hvor den egentlige, nødvendige hvile foregår – insisterer vi på at ligge to-tre timer mere, for derefter at sidde (ligge) på sofaen en hel dag. Men sådan fungerer vi ikke. Vi kan ikke sove på forskud og den mængde ”hvile” er for meget af det gode. Så meget, at det ikke længere er godt: det er faktisk stressende for kroppen. Fysisk inaktivitet – altså sofasidning – er endda direkte deprimerende. Det er også generelt umanerligt usundt: én dag på sofaen – især akkompagneret af dårlig mad – sænker faktisk din krops evne til at omsætte sukker, hvilket er en risikomarkør for livsstilssygdomme. Vigtigere endnu (i hvert fald i forhold til humøret):
En hel dag uden den produktion at glædeshormoner, som både fysisk aktivitet og følelsen af at have udrettet noget bidrager med, er simpelthen ikke opskriften på en god dag.
Derudover er det for mange mennesker faktisk stressende, at skulle igennem en dag uden nogen form for struktur, regler eller rammer. Især veluddannede mænd og kvinder, bliver søndagsneurotiske som konsekvens af dette. Hvis du har brug for struktur for at slappe af, hvem er det så lige det gavner at du ”forkæler” dig selv med en dag uden?
Få et forspring
Så hvad skal man gøre i stedet? Jo, hvad med at give din krop hvad den i virkeligheden bliver glad og afslappet af? Start med at stå tidligt op! Måske ikke helt ligeså tidligt som i hverdagen, men stadig tidligt nok til, at du ikke totalt har spændt ben for din nattesøvn natten til mandag. Spis god mad i stedet for junk. Lav en to-do-liste til mandag. Arbejd en halv til en hel time, eller måske bare et kvarter på det første punkt på listen, så du ikke starter fra bunden mandag morgen. Det reducerer frygten for mandagen gevaldigt. Lav madplan for ugen (det tager normalt os en halv times tid) og køb ind til så mange dage som muligt (ligeledes en halv times tid, når man har en indkøbsliste). Lav noget fysisk – det er i sig selv godt for humøret, men vil desuden gøre det nemmere at falde i søvn tidsnok til at kunne være udhvilet mandag morgen.
Forestil dig lige det: at vågne mandag morgen, og være udhvilet!
Fysisk aktivitet kan både betyde at træne – i øvrigt i et træningscenter der for en gangs skyld ikke er proppet. Det kan også være havearbejde eller bare en lang gåtur efter frokost. Gåture, især i naturen, er i sig selv et fantastisk redskab til at reducere angst og depression. Jeg har lige klippet hækken. For mig er det en yderst effektiv metode til både at få brugt kroppen og til at få følelsen af at jeg har udrettet noget. Det er samtidig noget jeg kan se, når jeg kører ind til kontoret i morgen tidlig, og som derved giver mig et smil på læben fra starten. Hvis du stod op kl. 8, kan de fleste af disse ting være overstået inden frokost. Gåturen kan suppleres med en velfortjent, kort middagslur, som Du måske kun har mulighed for om søndagen. Lyder det ikke allerede meget bedre end de rastløse timer i sengen og på sofaen? Der er stadig masser af tid til at lave ingenting, men inden du kaster dig ud i timevis af dårligt TV, kunne det måske give mening at overveje at lave nogle af de ting, du gang på gang ikke når i hverdagene. Måske ligger dit uåbnede Gastro på sofabordet (sådan er det i hvert fald her) og håber på at blive læst. Måske har du en bog som det nager dig du ikke er blevet færdig med. Og hvad med den væg/dørkarm/fodliste der STADIG mangler at blive malet. Hvordan ville det være i fremtiden at kunne gå forbi den og være glad for at den blev færdiggjort, i stedet for at blive irriteret hver gang du ser den?
Hvordan ville det i det hele taget føles at gå den kommende uge velforberedt i møde? At ikke skulle tage stilling til aftensmad eller købe ind igen før på torsdag eller fredag?
Der er ved at blive mørkt, men det gør ikke noget. Hækken er klippet, græsset er slået, den nye væg ovenpå er spartlet og grundet. Der er købt ind til i dag og alle dage indtil torsdag. Klokken er 17 og der er en sjælden, fuldstændig ro i min krop. Den hviler, ligesom den burde, på hviledagen. Men den gør det kun fordi jeg har respekteret dens behov. Behovet for fysisk aktivitet. Behovet for frisk luft. Behovet for at færdiggøre projekter. Behovet for at føle sig udrustet og forberedt til mandagen og til fremtiden.
Jeg synes vi skal gøre søndagen til den bedste dag på ugen i stedet for den værste. Den dag, der giver dig overskud til resten af ugens dage. Den fridag hvor du har friheden til at indhente det forsømte, det som nager dig i hverdagene, og giver dig mulighed for at få et forspring. En dag der giver dig liv, i stedet for at hive dig ned. En stressfri søndag.
Med ovenstående in mente, vil jeg nu fortsætte med at tapetsere og male børneværelset. Det bliver så dejligt at stå op til i morgen.