Don’t just eat – COOK!

Don’t just eat – COOK!

I Michael Pollans glimrende video nedenfor, fortæller han om en ekspert i fødevareforbrug, Harry Balzer, der giver sit bud på den eneste kur der kan redde amerikanerne fra fedmeepidemien:

”Eat anything you want – just cook it yourself!”

For nylig skrev jeg kort om det vigtigste af de officielle danske kostråd. Disse er centreret omkring hvilke komponenter vi skal fokusere på at spise mere eller mindre af, og beskæftiger sig ikke det mindste med vores madvaner. De brasilianske kostråd angriber opgaven radikalt anderledes: de fokuserer næsten udelukkende på at man selv skal lave mad og spise sammen med andre hver gang det er muligt. Og det er ikke nogen dårlig idé, da det at lave sin egen mad, for det meste betyder at man spiser sundere.

Et studie på kvinder i Taiwan viste fx, at de der selv lavede mad, sammenlignet med dem der ikke gjorde, havde dobbelt så stor sandsynlighed for at være i live, 10 år efter studiets start. Studier viser også, at mange unge amerikanere aldrig selv laver mad og sjældent spiser sammen med andre og at dette medfører en kost, der er rig på junk og fattig på frugt og grønt, hvilket vi efterhånden kender konsekvenserne af. Deres egen forklaring er, at de ikke har tid, men det er tilsyneladende mere fordi de aldrig har lært at lave mad og ikke er prioriterer det højt nok.

At sætte sig ned og spise et hjemmelavet måltid, sammen med sin familie, er noget der skal opprioriteres. Børn der spiser sammen med deres familie, får generelt mere frugt og grønt, mindre sodavand og færre chips. Og det er ikke nok bare at gøre det engang imellem, og så have TV-dinners for resten af pengene: hvis TV’et er tændt, spiser man generelt mere usundt!

Det er vist at spiser man sammen med familien medfører det:

  • Højere proteinindtag
  • Mere frugt og grønt
  • Mindre friturestegt mad
  • Mindre sodavand
  • Færre hurtige kulhydrater
  • Flere fibre og mineraler. 

Man undgår nemlig helt automatisk friturestegt mad og forarbejdet kød, og skruer samtidig op for mængden af grøntsager – alt dette uden at fokusere på komplicerede kostråd og drilske diæter.

Og så er det oveni købet billigere at lave sin egen mad, end at købe fastfood!

Så lad dig ikke narre af fastfood-producenternes positive spin, der prøver at overbevise dig om at du ikke har tid til at lave mad – det har du. For hjemmelavet mad gør dig sundere og en sund krop giver dig overskud til andre opgaver – både på jobbet og derhjemme.