12 minutter dagligt mindsker stress og aldring
En specifik meditationsform, Kirtan Kriya (se video nedenfor), har i et studie fra sidste år vist sig at være et særdeles effektivt middel mod depression og stressinduceret cellulær aldring. 12 minutters meditation dagligt i 8 uger førte hos forsøgspersonerne – der var stressede plejere af demente familiemedlemmer – til målbart nedsat stress, bedre mentalt helbred, samt højere cellulær modstandsdygtighed mod aldring, vurderet ud fra øget telomeraseaktivitet.
Skriftlig guide til Kirtan Kriya
Set i lyset af den igangværende debat om hvorvidt forbruget af ”lykkepiller” afspejler depressive patienters behov, eller blot tilfredsstiller medicinalfirmaer, synes jeg at meditation mod depression er et interessant emne at udforske.
Metaanalyser af mindre interventionsstudier indikerer at der er positive effekter ved relativt beskedne daglige indsatser på området. I dette review finder de fx, at forskellige typer af meditation har positive effekter på både depression, stress, immunsystem, blodtryk og smerteopfattelse.
Vi kan dog ikke forvente at få serveret et endeligt svar på effekten af meditation, af den simple grund at der ikke er penge i skidtet. Meditation er ikke patentérbart og kan aldrig blive til en pengemaskine på linje med medicin. Og det kræver MANGE penge at lave store, veludførte randomiserede, kontrollerede interventionsforsøg, som er den eneste kilde til ordentlig evidens. Desuden findes der adskillige forskellige meditationsformer, hvilket forhindrer en klar definition på meditation, og dermed besværliggør undersøgelsesprocessen.
Der er altså ikke andet for end at prøve sig frem. Vælg en meditationsform som for dig er overskuelig, og vær konsekvent med at dyrke denne i en periode, hvis du har brug for at afstresse. Mens effekten på dit stressniveau tilsyneladende kan mærkes indenfor 8 uger, skal du nok ikke regne med at se en effekt på aldringen lige foreløbig.
Har du en god metode til at få ro på krop og sind, eller links til gode guides på nettet? Så del det endelig herunder!
Jeg går til Kundalini Yoga hvor matra-meditation er en fast del af yogapassene. I starten synes jeg det var lidt grænseoverskridende og “sek-tagtigt” at sidde og synge på den måde sammen med de andre, men efterhånden er det faktisk netop meditationerne og mantrasangene som har været den største hjælp for mig under min sygemelding med stress/udbrændthed. Det er som om at hjernen bedre kan slappe af, fokusere og holde mig i nuet når jeg synger, chanter eller laver åndedrætsmeditation. Jeg lytter blandt andet til mantra meditation på spotify og har downloadet MP3 filer med f.eks. kropsscanninger o.l. Jeg er virkelig selv meget positivt overrasket over den effekt som meditation og mantra har haft på mit velbefindende.
[…] i øvrigt bugt med din stress før du flytter fokus over på mindre vigtige detaljer, ved hjælp af meditation, mindfulness-øvelser eller […]