Kort om kalorier

Kort om kalorier

Som flere nok har bemærket, er det sjældent kalorielette retter der dukker op her på siden, eller på min instagramprofil. I alle tilfælde er det blot konkrete eksempler på sund og nærende, hjemmelavet mad, der indeholder energi nok til at holde en aktiv krop kørende. Er man eksemplificeringen af en sofakartoffel, er der altså risiko (=overvejende sandsynlighed) for at man ikke holder vægten, hvis man spiser som jeg gør.

Jeg er ikke tilhænger af kalorietælleri, medmindre man er professionel bodybuilder eller fitnessatlet, da det i mine øjne kan korrumpere et sundt forhold til mad. Jeg er derimod tilhænger af oplysning og vil opfordre alle til at opnå en basal forståelse for fødevarers energitæthed, så det ikke er nødvendigt at tælle kalorier, men muligt ubevidst at sjusse sig frem til sit behov.

Se videoen i bunden, for en underholdende visuel intro til sammenligning af kalorietæthed.

Er man ubehjælpeligt madglad og umættelig, giver det måske mere mening at skrue op for aktivitetsniveauet end at skære ned på sin yndlingsbeskæftigelse – det er den løsning jeg selv har valgt :)

Lever man generelt af en grøntsagsbaseret kost, med rigeligt protein til at dække sit behov, er det for de fleste mennesker nok at holde sig fra energitætte snacks, sodavand og hyppigt indtag af alkohol, hvis man vil holde sin vægt.

Vidste du fx at en håndfuld pilsnere, energimæssigt svarer til over 100g smør?

Og har man en fast vane med at drikke to-tre glas vin per dag (hvilket der er mange danskere der har), løber det også op: to store glas vin per dag, hvor man ellers har fået hvad man har brug for, kan oversættes til omkring 8kg fedt på et år. Det samme kan en halv pose peanuts, to gange om ugen.

Undrer du dig over hvorfor du langsomt har taget på gennem de sidste par år eller fem? Eller synes du at du spiser for sundt til at have fortjent din ølmave? Så er det måske på tide at tage nogle af hyggevanerne op til revision.