Fisk med kapers og peberrod

Fisk med kapers og peberrod

En nem og gedigen fiskeret, der tager ca. en halv time at lave og opstod ret tilfældigt ud fra hvad der lige var i køleskabet (som så ofte før). Og så smager den forbløffende godt!


Ingredienser (4 personer, ca. 120 kr.)

800g hvid fisk (helst rødspættefileter)

1 kg. små kartofler (kan udelades, men så skal der laves tilsvarende mere af det andet)

Ca. 3 dL piskefløde

En god håndfuld gulerødder

Et par løg

To fed hvidløg

En håndfuld kapers

En håndfuld revet/hakket peberrod

Ca. 1 spsk sennep

Ca. 1 spsk fish sauce

Persille

Citronsaft

 

Tænd ovnen på 220 grader og sæt kartoflerne over. Hak løg og hvidløg og sautér i smør i en sauterpande eller en gryde. Skræl samtidig gulerødder, skær dem i stave (ca. 1x1x6 cm) og smid dem ned til det andet. Hak persillestilkene meget fint og resten groft (skær kun én gang hvert sted med en skarp kniv, så du ikke “moser” persillen) og sautér stilkene med, uden at noget af det får farve. Tilsæt fløde, peberrod (efter smag), kapers, sennep, fish sauce og citronsaft og krydr med peber. Lad det hele koge op og reducere lidt i et par minutter – der skal stadig være lidt bid i gulerødderne. Smag til og fordel det hele i et ovnfast fad. Placér sammenrullede rødspættefileter ovenpå, krydr med en smule groft salt og sæt i ovnen i 7-8 minutter. Servér ovenpå de små kartofler, eller for sig selv, og drys persille ovenpå.

Velbekomme!

Fisk og kapers2