Kyllingehjerter med kalorier
Bemærk at denne ret er meget kalorieholdig, og ikke egnet til personer der gerne vil tabe sig (medmindre man kan styre sin portionsstørrelse). Til gengæld indeholder den masser af grønt og alt det jern som kroppen har brug for på en dag, samt masser af protein. Dette var mit første forsøg med kyllingehjerter efter endelig at have fundet dem i SuperBest. En god ret til en kold regnvejrsdag…hvis man altså kan lide hjerter.
Ingredienser (2 personer, under 60 kr.)
500g kyllingehjerter
2-3 porrer
2 røde pebre
2 store skalotteløg
4 fed hvidløg
400g champignon
Evt. et par skiver god bacon, helst uden nitrit (E249-E252)
Hønsefond
Øko-piskefløde
Skær bacon i strimler og steg på en pande. Skyl og snit grøntsager i små stykker og champignoner i halve. Fjern bacon fra panden når den er gylden, men lad fedtet ligge. Brun hjerter og tag dem af. Brun champignoner med løg og hvidløg, og tilsæt derefter resten af grøntsagerne samt hjerter og bacon. Sautér et par minutter og tilsæt fløde (evt. ikke det hele) og fond. Kog ind i 10 minutters tid. Servér gerne med en god håndfuld persille hvis du har (det havde jeg for en gangs skyld ikke). Velbekomme!