Tværreb, blomkålspuré, kål og æbler

Tværreb, blomkålspuré, kål og æbler

Tværreb er endnu et eksempel på en billig, men meget smagfuld udskæring. Det kræver derfor en lang tilberedningstid, men til gengæld passer det sig selv når først det er sat over. Dette var mit første forsøg med tværreb, og næste gang vil jeg nok kigge grundigere efter et mere reelt stykke – køb dog altid noget mere end du har brug for, da der både er ben og brusk med.

Nedenfor er hvad jeg fik ud af det (og det jeg ellers havde i køkkenet):

Ingredienser (4 personer – under 80 kr.)

1,2 kg oksetværreb (eller mere)

smør

et halvt spidskål

2 store gulerødder

2 porrer

et par hvidløgsfed

et løg

4 æbler

4 skalotteløg

1 blomkålshoved

en sjat rødvin

piskefløde

 

Start med at lægge hele tværrebet i en gryde med vand, en halv porre, et firedelt løg, lidt hvidløg og to gulerødder. Dette bør gøres minimum 3 timer før planlagt spisetid. Efter minimum 2,5 times tilberedning, tages kødet op og skæres i store strimler, mens knogler, brusk og fedt skæres væk. Samtidig tilsættes rødvin til den tilbageværende væske (grøntsagerne er også taget op), der derefter reduceres en del. Blomkål skæres i tern og koges forsigtigt i en smule fløde til det er mørt. Man kan tilsætte gulerod fra ‘suppen’, hvis blomkålpuréen skal være lidt orange. Efter suppen er reduceret kraftigt, tilsættes kødstrimlerne igen. Snittet skalotteløg, porre, kål og æbler i tern steges i smør på en stor pande til det hele er glinsende. Blomkål og fløde puréres i en blender (vent med at tilsætte al fløden – puréen kan nemt blive for tynd). Servér!